Skandia ansætter ny direktør for kapitalforvaltning
Morten Halborg tiltræder 14. november posten som direktør for
Skandia Asset Management Fondsmæglerselskab A/S. Her skal han
fortsætte arbejdet med at skabe nogle af branchens højeste afkast
til både pensionskunder og institutionelle investorer.
Morten Halborg tiltræder dags dato som direktør for Skandia
Asset Management Fondsmæglerselskab A/S. Her får han det
overordnede ansvar for de omkring 30 mia. kroner, som Skandia Asset
Management forvalter på vegne af Skandias cirka 100.000 danske
pensionskunder samt selskabets institutionelle investorer.
Morten Halborg er uddannet cand. polit. fra Københavns
Universitet og har arbejdet i Skandia siden 2004, først som
seniorinvesteringsanalytiker, siden som Head of Asset Management
and Investment Operations. Fra oktober 2014 har han fungeret som
daglig leder af Skandia Asset Management, og nu kan han altså sætte
sig i direktørstolen.
Knivskarp profil
Adm. direktør for Skandia Danmark Per Wahlström kalder udnævnelsen
af Morten Halborg "et naturligt valg":
"Med Morten Halborg på direktørposten får vi en knivskarp profil
i spidsen for Skandias kapitalforvaltning. Morten er ikke alene
hamrende dygtig, han har også et dybt kendskab til forretningen, og
så har han det overblik, der skal til for at lede et
fondsmæglerselskab. Jeg er sikker på, at vi vil se Skandia Asset
Management levere stærke resultater under Mortens ledelse," siger
Per Wahlström.
Morten selv glæder sig over tilliden og ser frem til at
fortsætte arbejdet som direktør for Skandias
kapitalforvaltning:
"Skandia går en spændende fremtid i møde, og vi har sat en klar
kurs samt en række ambitiøse og udfordrende mål. Mit hovedfokus er,
at vi fortsætter med at udvikle Skandias investeringsprofil på en
begavet måde, og at vi også fremover skaber nogle af branchens
højeste investeringsafkast til vores kunder," siger Morten
Halborg.
Stor tak til Thomas Jensen
Morten Halborg afløser Thomas Jensen, der har opsagt sin stilling
i Skandia for at prøve kræfter med nye udfordringer. Thomas har
været ansat i Skandia siden 2001 og siden 2008 bestridt posten som
direktør for Skandia Asset Management.
"Thomas Jensen har været en helt central figur i processen med
at udvikle Skandia Asset Management som et selvstændigt
fondsmæglerselskab. Thomas har ydet et enormt arbejde hos os, som
vi skylder ham en stor tak for. Vi ønsker Thomas alt mulig held og
lykke fremover," slutter Per Wahlström.
> Se pressemeddelelse