Generel beskrivelse af bestyrelsen
Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og er selskabets
øverste ledelse. Bestyrelsen forestår ledelsen af selskabets
anliggender i overensstemmelse med lovgivningen og selskabets
vedtægter. Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske
ledelse og sikrer forsvarlig organisation af selskabets virksomhed.
Bestyrelsen tager ikke del i den daglige ledelse af selskabet, idet
bestyrelsen dog træffer beslutninger om dispositioner som efter
selskabets forhold er af usædvanlig art eller af stor
betydning.
Bestyrelsen består af 3-6 generalforsamlingsvalgte medlemmer,
der er på valg hvert år.
Bestyrelsen afholder møde mindst fire gange om året, eller når
formanden skønner det fornødent.
Bestyrelsen har ikke fastlagt specifikke rekrutteringskriterier,
idet det er selskabets opfattelse, at bestyrelsen løbende skal
vurdere, om bestyrelsens medlemmer tilsammen besidder den fornødne
viden og erfaring om selskabets risici til at sikre en forsvarlig
drift af selskabet. Alle medlemmer opfylder lovgivningens krav om
egnethed og hæderlighed, ligesom det enkelte medlem skal afsætte
tilstrækkelig tid til at varetage sit hverv som
bestyrelsesmedlem. Der tages derfor konkret stilling til den
enkelte kandidat, herunder også om bestyrelsen samlet har
tilstrækkelig indsigt ved selskabets ibrugtagning af modeller til
risikoberegning ved indførelse af nye produkter og andre tiltag,
der kan medføre forøgede risici for selskabet.
Bestyrelsen skal mindst én gang om året vurdere, om den samlet
besidder den fornødne viden og erfaring. Bestyrelsen skal løbende
påtage sig efteruddannelse, herunder deltage i seminarer om
konkrete emner, der relaterer sig til selskabets drift. Selskabet
sikrer, at der er afsat de fornødne personalemæssige og økonomiske
ressourcer til dette.